Et godt portrætinterview viser noget om tiden og de emner, vi alle er optagede af. På den måde kan man gøre portrættet af den enkelte alment menneskeligt, aktuelt og vedkommende.

Her er to eksempler fra Ugeskrift for Læger:

Anette Taastrøm
Ove Andersen

 

Portrætinterview

Af journalist Hanne Stetting Duvå

Et godt portrætinterview med et menneske afspejler ikke bare en bestemt personlighed og livshistorie bag en titel eller en faglig rolle.

Interviewet viser også noget om tiden og de emner, vi alle er optagede af. På den måde kan man gøre portrættet af den enkelte til noget alment menneskeligt, aktuelt og vedkommende.

Derfor er portrættet måske min yndlingsgenre som journalist.

Historier handler om medgang og modgang

Et godt portræt fortæller en historie. Den skal indeholde særlige detaljer om netop denne person; samtidig skal portrættet rumme nogle arketypiske elementer og dramatiske strukturer, som vi alle kan genkende: En læges kamp for at få et stort forskningsprojekt gennemført og en andens kamp for at komme igennem alvorlig stress-sygdom.

En bestemt leder, hvis forældre var i kz-lejr, fortæller hvordan det har påvirket hans arbejdsliv. En anden har en særlig evne for at motivere andre, og hun fortæller om sin mentor.

Hvad er det der driver netop dette menneske? Hvilken modgang og medgang har formet dem? Hvad er deres mærkelige sider, særlige karisma, vaner og måde at fortælle historien om sig selv på?

Portrættet tegner med nuancer, citater og handlinger et billede af, hvorfor netop dette menneske har fået en bestemt rolle eller historie.

Læger lige nu

Til venstre her på siden ligger mine portrætinterview til “Læger lige nu”. Det er en serie i Ugeskrift for Læger. Pressefotograf Joachim Rode tager nogle fremragende billeder, hvor omgivelserne afspejler noget af det, der er inden i mennesket. Det giver portrætterne en næsten drømmeagtig kvalitet.

Præsentationen til serien lyder sådan her:

Ugeskrift for Læger søger at indfange tidsånden ved at interviewe en række læger, der repræsenterer lægeverdenen med hensyn til alder, hierarkisk placering, speciale og kultur. Serien handler om mennesker, der på en nuanceret og personlig måde kan bidrage til den større fortælling om det at være læge lige nu. De fortæller om lægekulturen, forskningen og patienterne og om at kombinere lægearbejdet med alt det, livet i øvrigt består af: familie, politik, fritid, religion, ideer og kultur.